OUR STORY//

”Det hele begyndte jo tilbage i 1973 i anden baggård på St. Kongensgade 108, hvor jeg og min ven grundlagde trykkeriet ’Leif Nielsen Offset”. Sådan fortæller Seniorchefen Leif Nielsen 75 år gammel, om den første tid med én trykmaskine, én reprokopist, håndskrevne fakturaer på gennemslagspapir, langt hår og fløjlsbukser.

Sidenhen blev fløjlsbukserne og det lange hår skiftet ud i 80’erne med pastelfarvet sweatshirts og store firkantede briller, og det gjorde vores adresse også. I 1983 flyttede vi fra anden baggård på St. Kongensgade til Krumtappen 4 i Valby, og her antog vi den første lærling Henrik, der senere blev lærer på Mediegrafikerlinjen i Sukkertoppen. Vi var stadig et konventionelt trykkeri, hvor Rita, Leifs frue, var blevet tilknyttet som bogholder og farmor og farfar hjalp i travle perioder i vores produktion.

En dag fik Leif brev om, at Københavns kommune selv skulle bruge bygningen, som vi huserede i, så vi måtte hanke op i vores produktionsudstyr og flytte længere ned at gaden til den bygning, som vi stadig holder til i, nemlig Trekronergade 100. Her blev juniorchef Ole, som er Leif og Ritas søn, tilknyttet virksomheden og her har han været i 34 år nu.

Vi var blevet flere mennesker i firmaet og flere maskiner, der nu summede på adressen i Valby. Een af de ansatte, Claus, havde dengang i 1980’erne læst en artikel om, at soya var en lige så effektive afvasker til maskinvalserne som den konventionelle mineralske afvasker. Det skulle prøves af! Så Claus cyklede med en plastikdunk til Soyakagefabrikken på Islands brygge, for at tanke soyaolie til at afvaske med. Lad mig bare slå fast med det samme, – det ikke blev en succes, da soyaolien hurtigt blev harsk og der stank råddent i hele firmaet. MEN det blev startskuddet til vores miljøindsats på både trykfarver og anden kemi i virksomheden.

Så ramte vi den elektroniske tidsalder med nye sættesystemer og de helt nye programmer QuarkExpress, PageMaker, the World Wide Web der kunne nåes med et ’dial-up modem’, samt den fantastiske telefax.

Den grafiske udvikling blev mere og mere elektronisk, så på den anden side af årtusindskiftet ansatte vi en kreativ pige til at oprette hjemmeside og facebookprofil. På den måde kom vi med på en nye digitale bølge.

I dag er vi mennesker mere digitale end nogensinde. Vi kan hente alle typer oplysninger og tale med hvem som helt på planeten gennem internettet. Det giver muligheder, men kan også give udfordringer i forhold til at trække stikket ud ind i mellem. Det er her TrekronerCph kommer ind i billedet.

Sammen med kreative kræfter omkring os har vi grundlagt TrekronerCph, fordi forkærligheden for kunsten, håndværket og papiret, der giver en helt særlig oplevelse, er vores spidskompetencer. I en hyper elektronisk som i dag, er det noget ganske særligt at stå med en lækker kuvert og kort i hånden. Eller have en lækker designer notesbog med til møder, hvor man kan illustrere sine tanker for andre.

Vi har valgt at lægge fra kaj med Kunstner Troels Andersen, der har designet en række lækre notesbøger. Du kan læse om Kunstner Troels Andersen her og se design her